Noget af det jeg har med mig som Social og sundhedsassistent og 21 år i faget er, at det aller vigtigste er nærværet og omsorgen.
Jeg har altid mærket andre mennesker meget tydeligt.
Når jeg har været på arbejde, uanset om det er på sygehus, plejecenter, hjemmepleje eller psykiatri, har jeg altid lagt stor vægt på at SE mennesket bag sygdommen. På Sygehuset har jeg ofte fået spørgsmålet ”har du ikke læst min journal?” og nej, det valgte jeg ofte bevidst ikke at gøre, da jeg hellere ville høre patientens egen fortælling. Den er nemlig ofte, en helt anden, på det følelsesmæssige plan, end man kan læse i en journal.
På den måde fik jeg altid opbygget en hel anden relation til mennesket i hospitalssengen, som pludselig ikke bare var en patient i hvidt tøj.
Det havde en enorm power og mine patienter var altid meget taknemmelige, selvom jeg ofte ”kun” brugte 10 min længere end jeg kunne have gjort, men de følte sig set og hørt, og det er noget der virkelig giver tryghed når man pludselig er indlagt på et sygehus og ofte har en følelse af at være magtesløs og i uvished.
I ældreplejen, især på plejecentrene, er der mange ældre som føler sig overladt og ensomme. Måske har de oven i det hele fået en demens sygdom, er utrygge og leder efter noget/nogen (trygheden). De vandrer, bliver kede af det, opsøger hele tiden personalet, som ikke har tid, de bliver afvist igen og igen.
Jeg var engang på et plejecenter i St. Merløse, her var en dame som var ekstremt personale søgende og vi havde alt for travlt. Hun fulgte os i tykt og tyndt. Jeg valgte at følge hende ned i hendes hyggelige lejlighed, sætte mig ved siden af hende på sengekanten og tage hendes hånd. Hun faldt helt til ro, lagde sit hoved på min skulder og fortalte lidt om sine børn og familie. Jeg sad og var nærværende i 10 min, holdt hendes hånd og bare lyttede og rummede hele hende. herefter takkede hun mig for at have siddet med hende og derefter lagde hun sig på sengen og var helt rolig resten af min vagt.
10 minutter………..
10 minutters nærvær og omsorg, kan gøre en himmel til forskel for det enkelte menneske.
Jeg har mange små historier fra mit arbejdsliv som social og sundhedsassistent, og de giver mig alle sammen skønne minder og en tak for alt den udvikling det har givet mig som menneske.
Jeg har lært at mennesker er unikke, og alle man møder på sin vej, har en historie, og når man virkelig lytter efter med alle sanser og følelser så opstår der en dybere forståelse og det kan føre til magi.
Alle mine menneskelige erfaringer, har jeg med mig altid, og det giver mig noget specielt at hjælpe de ældre. Derfor vil jeg også fortsætte med at tage vagter i hjemmeplejen, for jeg elsker den forskel jeg gør som menneske.
På min nye rejse som fysisk og åndelig behandler, kunne jeg ikke være nået så langt, uden den rejse jeg allerede har været igennem. Den har formet mig som menneske.
Jeg har lært og mærket at kærlighed og taknemlighed er 2 kæmpestore og vigtige følelser i alt i livet. Alt føles lysere, nemmer,
klarere og mere rigtigt når disse følelser er de største indvendig.
Et dybt TAK til alle jeg har mødt på min vej, som har hjulpet mig til den jeg er.
