Første gang jeg mærkede stress, vidste jeg ikke at det var stress. Jeg havde fuldtidsarbejde, 3 små børn og en mand der havde fast aften arbejdede. Jeg blev ofte syg på mit arbejde og led meget af migræne. Hver gang der var børn syge, var der mig der blev hjemme og passede dem. Inderst inde oplevede jeg at det faktisk var et pusterum at få lov at blive hjemme og blot være tilstede for mine børn.
Efter nogle år på denne måde og en masse sundheds samtaler pga. for meget sygefravær, påpegede min leder at jeg lød stresset og kunne have brug for at gå lidt ned i tid.
Vi aftalte at jeg skulle gå tidligere hver dag og bruge den time på at sidde og “kigge ud i luften” inden jeg hentede børn. Det var en velkommen gave og det hjalp.
Senere i livet blev jeg igen ramt og her endte det med en sygemelding. Jeg tog samtidig til psykolog og her fandt vi frem til at den store knude i maven, som jeg altid havde haft, ikke hørte til. Jeg fandt nu ud af, at når jeg blev stresset, ramte det min mave.
Jeg skiftede arbejde fra et plejehjem til psykiatri.
Jeg var ude for flere episoder på det bosted hvor jeg arbejdede, bl.a med at blive slået og blive truet. Det hele væltede for mig da jeg efter lang tid var blevet så psykisk invaderet af en beboer med virkelig voldsom personlighedsforstyrrelse. Jeg opdagede det, da jeg sad og spiste aftensmad med familien og pludselig bare begyndte at græde, uden at vide hvorfor. Bare tanken om at skulle på arbejde næste dag var lige ved at kvæle mig og jeg endte med at sygemelde mig.
Det var en hård periode. Jeg følte ingenting, sad blot og gloede ind i tvèt det meste af dagen, orkede ingenting. Tvang mig selv til at køre i skoven og gå den obligatoriske tur på en time, som lægen havde sagt og så hjem på sofaen igen. Når jeg gik i naturen var det som jeg havde en glas klokke rundt om hovedet, jeg duftede ingenting, jeg hørte ingenting, jeg gik bare, mekanisk.
Min kære mand sørgede for alt, han var der bare, stillede ingen krav og gav mig den omsorg og plads til bare at være. Mange tak for ham.
Noget tid inden min sygemelding var jeg begyndt til kropsterapi pga. kroniske hovedpiner i forbindelse med en hjernerystelse. Hovedpinerne var blevet noget mindre og livet med perioder uden smerter var begyndt igen, men det hele væltede så igen da stressen kom .
Jeg fortsatte med at gå til kropsterapi, nu var fokus så blot min stress.
Kropsterapien hjalp mig oven på igen, jeg kom af med mine hovedpiner og ud af min stress. Jeg fik viden og værktøjer til at genkende symptomer, når min krop begyndte at reagere.
Jeg skiftede arbejde til et vikarbureau hvor jeg selv kunne vælge vagter til og fra, det gav mig et pusterum. Jeg skulle ikke involvere mig i noget, bare møde op og gøre mit arbejde og køre hjem igen. Efter 9 måneder blev jeg tiltrukket af en fast stilling på en skøn afdeling. Jeg nød at gå på arbejde og trivedes i det flow der var og alt var fint i en periode. Så begyndte mit gamle mønster, med at påtage mig flere og flere opgaver, jo mere jeg lærte og påtog mig, jo mere blev jeg værdsat, var fortællingen i mit hoved. Men efter corona tiden var sygehusene endnu mere pressede og vi kørte bare derudaf. Jeg havde et stykke tid følt at det kørte stærkt i min krop, min hukommelse var begyndt at drille på arbejdet, jeg kunne gå efter noget og pludselig kunne jeg ikke huske hvad jeg gik efter. Jeg var også begyndt at mærke den lidt for velkendte følelse af, at det kørte stærkt i kroppen, som en slags konstant uro indvendig. En morgen på vej til arbejde brød jeg fuldstændig sammen og hulkede så meget at jeg måtte køre ind til siden. Her sad jeg så og hulkede nogle minutter. Så jeg ringede og sygemeldte mig. Lægen var ikke i tvivl om, at jeg igen var blevet ramt af stress og det var jeg heller ikke selv. Tankerne kører i hovedet…..”hvorfor lod jeg det komme helt derud, hvorfor har jeg ikke lært noget af de andre gange, hvorfor dit og hvorfor dat”
En uendelig tankemylder der banker mig oven i hovedet igen og igen.
Endnu et af stressens grimme værktøjer.
Jeg kommer ud af min stress periode og starter op på arbejde igen, på nedsat tid. Men pga. travlhed og flere som mig selv, der er på nedsat tid grundet stress, bliver aftalen ikke overholdt og der ryger for mange opgaver over på mig, som jeg slet ikke er klar til at håndtere. Man kan jo ikke se stress, men den sidder i kroppen længe.
Jeg må sygemelde mig igen og her når jeg grænsen. Jeg vælger at opsige min stilling, uden at vide hvad jeg skal, jeg er bare nødt til at skifte gear.
Jeg finder et roligt arbejde i hjemmeplejen, men bliver “lokket” til at søge en koordinator stilling. Igen ryger jeg tilbage i fælden, jeg søger den og får den. Her oplever jeg igen en slags stress, negativitet det meste af min arbejdsdag, ondt i maven når bestemte medarbejdere møder på arbejde. Jeg mærker ingen arbejdsglæde og min kære mand spørger mig direkte om det er det rigtige arbejde for mig, han mærker tydeligt at jeg ikke er glad.
Jeg bliver flyttet over i udekørende team og kommer nu ud og køre i hjemmeplejen, der er stille og roligt, jeg kan alle opgaver og trives faktisk i det rolige og kendte. For første gang oplever jeg at sige nej til opgaver, mærke at jeg er god nok selv om jeg ikke påtager mere end det nødvendige og her brydes et gammel, dårligt mønster.
Da jeg endelig selv har genfundet energien efter at have opsagt min sygehus stilling falder min mor og brækker ryggen, hendes i forvejen dårlige hjerte bliver dårligere og det starter en lavine af indlæggelser og krav til mig, som datter, Igen dukker stressen op, blot en anden slags stress, men mindst lige så “farlig”
Uendelig mange besøg på sygehuset, familien der hiver i mig fra alle retninger og følelsen af at være utilstrækkelig.
Nu har jeg heldigvis lært at lytte til mig selv og får sagt fra.
Familien er meget forstående og det er min syge mor også.
Da min mor får fred, kommer der en sorg der er stor og hård. Jeg får igen god hjælp igennem kropsterapi og nu også healing. Sorgen bliver nemmere at håndtere og jeg får en større forståelse for en masse mønstre i mit eget liv, men det er en helt anden fortælling om mit møde med spiritualiteten.
Jeg har lært meget om mig selv efter mine stress perioder og jeg har også lagt meget af mit liv om. Jeg har fundet ud af, at uanset hvor gange man skifter arbejdsplads, får “en bedre leder” får “bedre kolleger” får alt det ændret der ligger uden for os selv, ændrer det ikke på noget som helst på den lange bane. Arbejdet starter indefra og ændringen skal komme indefra. Det var først efter opstarten af dette arbejde, at jeg mærkede forvandlingen og et liv uden stress.